Ekspert: Fem gode råd til at få dit barn til at læse

4. klasses elever er bedre til at læse digitalt end på papir. Ekspert bekymrer sig.

Det er gået ned ad bakke med læsningen for de yngre elever i folkeskolen. En undersøgelse fra 2016 viser nemlig, at danske 4. klasses elever er blevet dårligere til at læse siden 2011. Undersøgelsen er lavet af PIRLS, som er en international undersøgelse af læsekompetence, der bliver foretaget hvert femte år.

quote

Jo svagere ens læsefærdighed er, jo sværere er det at udnytte det, der skal ske i de andre fag.

Jan Mejding, lektor på DPU, Aarhus Universitet

Undersøgelsen fortæller samtidig, at der mellem den svageste og dygtigste læser i en klasse kan være op til tre klassetrin i forskel, og det kan have konsekvenser, ifølge dansk ekspert. 

- Vi kan blive en lille smule bekymrede over den store spredning. For jo svagere ens læsefærdighed er, jo sværere er det at udnytte det, der skal ske i de andre fag, forklarer Jan Mejding, lektor på DPU ved Aarhus Universitet, til TV SYD.

Fem gode råd til at få dit barn til at læse: 

  • Find noget interessant læsning til dit barn. Jo mere spændende, de synes, det er, jo mere læser de. 
  • Læs gerne en halv time hver dag. Jo oftere de læser, jo bedre bliver de. 
  • Læs evt. det samme som dit barn. 
  • Snak med dine børn om, hvad de læser. 
  • Læs hvad som helst - fra skønlitteratur til en frilæsningsbog.

Han står bag den danske del af undersøgelsen, der konkluderer, at der i 2016 var 12 ud af 54 lande, der klarer sig signifikant bedre end Danmark, mens der i 2011 kun var fire lande, der var bedre.

Danske elever er bedre til at læse elektronisk

Konklusionen på undersøgelsen er ikke kun negativ. Danske elever er bedre til at læse elektronisk, end de er på papir. Men det er ikke nogen overraskelse, forklarer Jan Mejding,

- De er mere motiveret til at læse elektronisk. De færdes forholdsvist hjemmevant i de elektroniske tests. Det passer meget godt med vores viden om, at danske elever er vant til at bruge IPads, computer osv, siger han.

I 2016 deltog 3508 danske 4. klasseelever og 3600 3. klasseelever fra 186 skoler samt disses forældre, lærere og skoleledere.