Ekspert om forskudsopgørelsen: - For de fleste betyder det ikke en skid

I dag er forskudsopgørelsen for 2019 tilgængelig på Skattestyrelsens hjemmeside, men de fleste behøver ikke at tjekke den.

År efter år lyder opfordringer om at tjekke og rette i forskudsopgørelsen, når den her i november kommer på Skattestyrelsens hjemmeside. Du behøver dog højst sandsynligt ikke at bekymre dig om det.

Sådan lyder det fra lektor i skatteret ved Syddansk Universitet Jette Thygesen:

- For de fleste betyder det ikke en skid. Hvis man er en helt almindelig lønmodtager uden aktier og obligationer, og der i øvrigt ikke er sket væsentlige ændringer i ens liv, så behøver man ikke gøre noget, siger hun.

Den digitale orden

Er du således ikke blevet gift eller skilt, har du ikke fået nyt job, mistet dit job, fået mere eller mindre i løn, eller er der ikke sket andre væsentlige ting i dit liv i indeværende år, så burde oplysningerne i forskudsopgørelsen være korrekte.

- Der er så meget styr på det fra banker, arbejdsgivere og andre, der indberetter til SKAT, så i vores digitale verden er der i forvejen meget styr på det, siger Jette Thygesen.

Pligt til at tjekke

Selvom forskudsopgørelsen for de fleste kører automatisk og ikke kræver ændringer, er der alligevel nogle, der nok skulle have brugt 10 minutter på at tjekke den. Sidste år stod det værst til i Syddjurs Kommune, hvor 31,7 procent af borgerne fik et skattesmæk, viser en opgørelse fra Skattestyrelsen.

Så hvis du vil være helt sikker på at undgå en regning fra SKAT, bør du alligevel tjekke forskudsopgørelsen, opfordrer Jette Thygesen. Det er faktisk din pligt.

- Så undgår du jo også at få en grim overraskelse, hvis nu du skulle have glemt, at der er sket ændringer i dit liv, siger hun.
 

TJEK DIN FORSKUDSOPGØRELSE, HVIS:

  • Du går op eller ned i løn
  • Du begynder at få pension eller efterløn eller begynder eller stopper med at få SU
  • Du begynder eller stopper med at få kørselsfradrag - eller det ændres
  • Du får eller stopper med at have fradrag for renteudgifter
  • Du køber eller sælger bolig
  • Du starter virksomhed
  • Du bliver gift eller skilt

 

Kilde: Skattestyrelsen