Ekspert: Storkeungerne er flyvefærdige i juli

De tre storkeunger i reden i Smedager er godt på vej til en god fjerdragt. Ekspert næsten garanterer, at de alle tre flyver sidst i juli.

De to seneste år er der kommet en enkelt flyvefærdig storkeunge ud af Tommy & Annikas anstrengelser i reden i Smedager. I år er der gode chancer for, at det tal tredobles, ligesom det var tilfældet i 2014. 

Jess Frederiksen, formand for storkene.dk, går så langt som nærmest at udstede en garanti for, at de tre unger overlever og flyver i slutningen af juli måned.

- Jeg vil næsten godt garantere, at de tre bliver flyvefærdige i slutningen af juli måned. Meget skal gå galt, hvis ungerne ikke overlever alle tre, siger han til TV SYD.

quote

Jeg vil næsten godt garantere, at de tre bliver flyvefærdige i slutningen af juli måned. 

Jess Frederiksen, formand, storkene.dk

Ungerne er begyndt at få en god fjerdragt, hvilket også er med til at beskytte dem mod vind og vejr. 

Den 1. juli bliver ungerne ringmærket. Ved samme lejlighed vil man tage en fjerprøve fra ungerne til en DNA-test. Den skal bl.a. afgøre ungens køn. En-to uger senere foreligger resultatet af DNA-testen. 

Så mange storke i reden

  • 2012: 2
  • 2013: 0
  • 2014: 3 (webcam sættes op)
  • 2015: 2
  • 2016: 1
  • 2017: 1

Storkeunger er normalt flyvefærdige i 10-ugers alderen. Når tiden nærmer sig, vil de alle tre ikke flyve på samme tid.

- Der er næsten altid én, der har mere gå-på-mod end de andre og flyver først, fortæller Jess Frederiksen, der afslører storkeforældrenes strategi på det stadie i ungernes tilværelse.

-  Forældrene holder sig fra reden de sidste dage og sulter dermed ungerne. Det presser ungerne på vingerne for selv at finde føde, siger han.