Eksperter måler gift ved Taulov

Hele morgenen har en giftsky indhyllet et industri område nord for Taulov og begge motorveje i området er spærret. Ved otte-tiden blev gifteksperter sendt ind i området.

- Vi har sendt specialister fra Herning ind for at måle nedfald af nitrøse gasser. Med deres måleudstyr kan de finde ud af, hvor slemt udslippet er, siger indsatsleder Jørn Lindhardt.

Trafik-kaos

Sydøstjyllands politi oplyser, at der ingen beboelse er i området. Men de, der er på arbejde på de nærliggende virksomheder, skal blive indenfor og lukke døre, vinduer og ventilationsanlæg.

E 20 Taulov-motorvejen mellem Kolding og Fredericia samt Østjyske Motorvej mellem Fredericia og Vejle er spærret i alle retninger, og det er uvist, hvornår de åbner igen.

Spærringen har betydet voldsomme trafikale problemer ommring Vejle og Fredericia.

Der lugter af klor

Sydøstjyllands politi er stadig i tvivl om, hvorvidt udslippet indeholder de farlige klordampe, som ved indånding kan udarte sig til vand i lungerne.
 
Det oplyses, at der lugter af klor i området. Men først, når eksperterne har lavet målinger af giftskyen, der driver nordpå fra fabrikken.

Og røgen er under alle omstændigheder farlig.

Slapetersyre og natronlud

- Vi ved, at der i hvert fald er tale om salpetersyre og natronlud. Når de bliver blandet, giver det nitrøse gasser, som er farlige at indånde. Alt i alt er det nogle ton, der er fordampet, siger Jørn Lindhardt og fortsætter:

- Røgen går op i en bue, og der hvor røgen slår ned, skal man ikke opholde sig.

Brandfolk tjekket

Ingen personer er kommet noget til ved udslippet.

- Der var et par brandfolk, som blev tjekket af en læge, men der var ikke noget at komme efter. Der holdt et par lastbilchauffører på kanten af området, og dem måtte vi over og jage væk, siger han.