TV der bevæger dig

Eksplosion var brandattentat

Fra gårsdagens eksplosionsbrand i Bylderup-Bov.

Spor af brandbar væske tyder på påsat eksplosionsbrand i ubeboet ejendom i Bylderup-Bov i Sønderjylland.  Opdateret

Der var efter alt at dømme en brandstifter på spil, da den sønderjyske landsby Bylderup-Bov tidligt tirsdag blev rystet af en eksplosion. Det viser politiets tekniske undersøgelser.

Brandbare væsker

Ved eksplosionen blev gavlen på en ubeboet ejendom på Bylderup-Bov Bygade blæst ud, men i første omgang var der ikke tegn på brand, og eksplosionen lignede noget af et mysterium.

- Vi har fundet spor efter brandbar væske, og der er flere arnesteder. Det kunne tyde på, at branden er påsat, siger Lars Bræmhøj, der er chef for lokalpolitiet i Syd- og Sønderjylland.

Forsikringssvindel?

Politiets teori er, at det lufttryk, som blev skabt i forbindelse med eksplosionen, har slukket flammerne. Derfor er der ikke gået ild i bygningen. Spørgsmålet er nu, hvad motivet til brandstiftelsen er.

I de senere år har der været en række lignende eksplosionsagtige brande flere steder rundt om i landet. Det er blandt andet gået ud over pizzeriaer og solcentre. Flere af de sager er endt med både sigtelser og domme for forsikringssvindel.

Alle muligheder er åbne

- Indtil videre holder vi alle muligheder åbne, hvad motivet angår. Nu skal vi først være helt sikre på, hvordan den brandbare væske er blevet antændt, siger Lars Bræmhøj.

Brandteknikerne har endnu ikke fastslået, hvilken brandbar væske, der er blevet tale om. At den har udløst en eksplosiv brand, betyder ikke nødvendigvis, at væsken er særlig eksotisk.

- Den effekt kan man få af helt almindelig benzin. Det er i hvert fald set før, fortæller Lars Bræmhøj.

Også eksplosion i august

Politiet har endnu ikke foretaget anholdelser eller rejst sigtelser i sagen.

Det er i øvrigt ikke første gang, at Bylderup-Bov, der ligger mellem Tinglev og Tønder, rystes af en eksplosion. Sidst skete det i august, da en hæveautomat ved Tønder Banks filial i byen blev sprængt itu.

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden