Ekstra julegave til Den blå Oase i Aabenraa

Social- og integrations-minister Karen Hækkerup støtter værestedet, Den Blå Oase, i Aabenraa med 200.000 kr. i 2012 og 2013. Projektet støttes gennem pulje til udvikling af frivilligt socialt arbejde, der netop er blevet uddelt.

Værestedet, Den Blå Oase, i Aabenraa får 200.000 kr. fra social- og integrationsminister Karen Hækkerup til at hjælpe mennesker med misbrugsproblemer. Projektet hjælper især unge mennesker med misbrug, psykiske lidelser og ensomhed. Pengene er bevilget fra pulje til udvikling af frivilligt socialt arbejde (PUF-puljen).  
                                                                                       
- Jeg tager hatten af for de mange danskere, der arbejder frivilligt og gør en stor forskel for socialt udsatte borgere. Projektet ?Ensom Ung? kan hjælpe de mange unge, der føler sig alene, med at finde andre i samme situation og måske få nye venner. Med PUF-puljen støtter vi det store stykke arbejde, som de frivillige udfører i sociale organisationer over hele landet, siger social- og integrationsminister Karen Hækkerup.
I alt uddeler Social- og Integrationsministeriet 49 mio.kr til 237 projekter inden for frivilligt socialt arbejde. Pengene skal bruges til at forebygge og afhjælpe sociale problemer hos mennesker, der er i en svær livssituation. De støttede projekter styrker alle sammen frivilligt ulønnet arbejde.