13 millioner kroner, det er, hvad Kolding Kommune har betalt for lidt i såkaldt vejafvandingsbidrag i årene 2007-2010.
Det mener i hvert fald Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som vil have modregnet beløbet i kommunens statsstøtte for fjerde kvartal i 2012.
Men Kolding Kommune mener, at beløbet er regnet ud på et forkert grundlag.
- Vejafvandingsbidraget dækker simpelthen, at vi må lade vejvandet i de områder af kommunen, hvor der er kloakeret, løbe i kloakken. Altså løbe i spildevandssystemet, siger formanden for Kolding Kommunes Teknik og Boligudvalg, Knud Erik Langhoff til
P4 Trekanten.
Som udgangspunkt siger reglerne, at en kommune skal betale op til 8 procent af spildevandsselskabets anlægsomkostninger, og her mener Konkurrence og Forbrugerstyrelsen altså, at Kolding Kommune har betalt 13.470.324 kroner for lidt i de tre år.