Elektronisk oprustning mod tyvebander

Eksportvognmændene opruster mod tyvebander for at forhindre, at lastvogns-trailere med deres kostbare last forsvinder.

Det slår ikke længere til at have en GPS-sender skjult i lastbilerne, så der har udviklet sig en hel industri, der monterer mere avanceret udstyr.

Salgschef Steen Nelting, KH OneStop, Padborg, fortæller, at tyvebanderne bruger sporingsudstyr, så de kan finde GPS-senderen og fjerne den.

- Derefter placerer de traileren et øde sted i et par døgn for at sikre sig, at den ikke er blevet sporet. Hvis den er hel kold, triller de til udlandet med den, forklarer han.

Ekstra sendere

Nu bliver der monteret en ekstra sender i lastbilerne, der er vanskeligere at spore. Den sender kun trailerens position fire gange i døgnet i fem sekunder hver gang.

Vognmændene beskytter sig også med følere i dieseltanken til køleanlægget, så de kan se, om der bliver stjålet diesel.

Også særlige dørkontakter med sendere kan via mail eller SMS give besked, hvis tyve skaffer sig adgang til lasten, mens lastbilen er på vej til målet.

Den elektroniske oprustning har ført til færre tyverier af både trækkere og trailere. Politiet opgør tyverierne i lastvognssæt. Antallet er i løbet af få år faldet fra godt 200 til godt 70.