Elektronisk sladrehank mod piratfiskere

Små elektroniske sladrehanke vil i fremtiden gøre livet surt for piratfiskere. Fredag mødes en arbejdsgruppe under Fiskeridirektoratet for at skubbe gang i et forsøg med chipmærkning af fiskenet og ruser.

Og det er et godt initiativ, for der foregår meget ulovligt fiskeri, fastslår formanden for Danmarks Sportsfiskerforbund, Verner Hansen.

Et problem i mange år

- Det har vi sloges med i en del år nu, og det ser ud som om, at det slet ikke har nogen ende, siger han til P4 Trekanten.

Men nu er der altså håb for bedre tider for de ærlige fiskere.

Vil mærke net

Arbejdsgruppens mål er, at man fra efteråret skal i gang med at mærke fiskeredskaber med chip. Det vil gøre det væsentligt lettere for fiskerikontrollørerne at tjekke de enkelte net, liner og ruser, fortæller fiskerikontrollør, Lars Eriksen.

- De fiskere, der fisker ulovligt, får vi bedre mulighed for komme efter, hvis forsøget lykkedes, siger han.

Aflæses på afstand

Fordelen ved det nye forsøg er eksempelvis, at kontrollørerne på afstand kan se, hvem der ejer redskabet, uden at de skal have fat i det enkelte net eller ruse.

Ønsker sporing

Og det glæder Verner Hansen. Han kunne dog godt tænke sig, at kontrollørerne fik endnu flere muligheder i fremtiden.

For selvom, der tages mange net, så fanges der ikke ret mange ejere af nettene, og det kunne afhjælpes, hvis redskabet kunne spores, mener han.

- En eller anden lille chip, som man skyder i de ulovlige garn. Og så på den måde spore dem og fange gerningsmanden.