Pres fra forældre: Mistanke om skimmelsvamp flytter elever ud af nyrenoverede lokaler

Efter pres fra forældre skal indeklimaet på Sønder Otting Skole igen undersøges. Trods en renovering til 10 millioner kroner er man ikke sikker på, at skolen er fri for skimmelsvamp.

Haderslev Kommune besluttede søndag, at de opstillede pavilloner ved Sønder Otting Skoles ungeunivers skal i brug igen, da der er mistanke om, der stadig er skimmelsvamp på skolen.

quote

Jeg er meget glad for, at politikerne nu har hørt os og flytter børnene til pavillonerne, indtil alle undersøgelser er gennemført.

Mathias Christiansen, skolebestyrelsesformand, Sønder Otting Skole, Haderslev

Trods en nylig renovering til 10 millioner kroner, hvor svampeskaderne skulle være udbedret, oplever flere elever og lærere fortsat symptomer på skimmelsvamp som røde øjne, hoste, hovedpine og udslæt, så politikerne besluttede søndag at flytte eleverne.

Beslutningen kommer efter pres fra forældre, der ikke har følt sig trygge ved at sende børnene i skole.

- Jeg er meget glad for, at politikerne nu har hørt os og flytter børnene til pavillonerne, indtil alle undersøgelser er gennemført, siger skolebestyrelsesformand Mathias Christiansen til TV SYD.

Mathias Christiansen har den seneste tid holdt flere møder med borgmester H.P. Geil om problematikken, men politikerne har indtil søndag været afvisende overfor at flytte eleverne.

Politikere besøgte skolen - så skete der noget

Søndag besøgte så de 21 medlemmer af Økonomiudvalget skolen, hvor de fik en gennemgang af de tiltag, der er lavet for at forbedre indeklimaet, og på et efterfølgende økonomiudvalgsmøde besluttede et enigt udvalg at flytte børnene indtil de sidste undersøgelser er afsluttet.

- Det er meget tilfredsstillende, at vi finder den her løsning, så alle forældre roligt kan sende deres børn i skole, siger Mathias Christensen

Det er skolens klasselokaler, der flyttes til pavilloner, mens faglokaler på skolen fortsat benyttes, som man gjorde under renoveringen i 2018. 

Borgmester H.P. Geil oplyser i en pressemeddelelse, at man forventer, at det vil tage omkring to måneder før embedslægens undersøgelser er afsluttet.