Elever føler sig overvåget af program til eksamen

Softwaren ’Den Digitale Prøvevagt’ skal sørge for, at der ikke bliver snydt til eksamen, men programmet følger med i alt, hvad du foretager dig. Det er problematisk, at det ikke er mere gennemskueligt, hvad programmet gør, mener elevrådsformand.

Om få dage skal eleverne på Hansenberg til terminsprøve. Men for overhovedet at deltage i prøven så skal samtlige elever installere et program ’Den Digitale Prøvevagt’ på deres computer, der skal være med til at belyse snyd under skriftlige prøver.

Programmet er udviklet af Undervisningsministeriet. Det er et krav for alle gymnasier at benytte Den Digitale Prøvevagt ved deres eksaminer.

Det er dog ikke alle elever, der er begejstret for ideen om DDP, som er softwarens forkortelse, der skal holde øje med snyd.

quote

Jeg ville faktisk hellere lade være med at installere programmet, men det er ikke en mulighed, fordi jeg ikke vil dumpe.

Nikolaj Valter Wullf, 2.G, Hansenberg 

Flere af eleverne fortæller til TV SYD, at de føler sig overvåget af programmet, men de føler sig samtidigt nødsaget til at installere det, da de ellers ikke vil være i stand til at tilgå prøven og dermed dumpe.

- Jeg bryder mig ikke om, at de kan overvåge mig, som de gør, og jeg ville faktisk hellere lade være med at installere programmet, men det er ikke en mulighed, fordi jeg vil ikke dumpe, siger Nikolaj Valter Wulff, der går i 2.g på Hansenberg.

Han bakkes op af Danni Dahl, der også går i 2.g.

- Jeg synes, at det er en lidt voldsom form for overvågning i forhold til problemets omfang. Det her med, at de overvåger vores private computere, siger han

DEN DIGITALE PRØVEVAGT

Den Digitale Prøvevagt vil kunne dokumentere en række af de handlinger, som eleven foretager på sin computer under prøverne. Institutionen kan efter prøven undersøge data, som er indsamlet af Den Digitale Prøvevagt, for at dokumentere, om en elev har snydt under en prøve – fx ved at benytte sig af ikke-tilladte hjælpemidler, ved at bruge internettet på en ikke-tilladt måde, ved at kommunikere under prøven og/eller ved på forskellig vis at skaffe sig oplysninger, som eleven udgiver for sine egne uden at henvise til kilden.

Kilde: Undervisningministeriet

Tager flere skærmbilleder af din skærm
Elevrådsformanden, Alexander Nørup, satte sig for at kigge nærmere programmet. Det har gjort, at han kunne se, hvordan programmet er kodet, og derfor også hvordan det virker.

Han mener ikke, at det er tydeligt nok forklaret, hvad programmet egentlig gør. Derfor har han på nettet fremlagt en analyse af, hvordan programmet handler på elevernes computer

- Problemet er i mine øjne, at man laver et overvågningsprogram uden at være 100 procent gennemskuelig med, hvad det er, programmet gør. Jeg synes, at det er megavigtigt, at hvis man vil overvåge nogen, eller hvis man vil holde øje med et eller andet, at man så fortæller, at jeg holder øje med – og tager nogle skærmbilleder på din computer – og holder øje med, hvilke hjemmesider, som du er inde på. Det er væsentlig, siger han.

quote

Jeg føler, at jeg er lidt magtesløs og ikke rigtig har bestemmelse over mit eget valg.

Nikolaj Valter Wullf, 2.G, Hansenberg 

Han erkender, at eksamensnyd er et problem, og én løsning sagtens kan være et sådant program. Programmet er også kun aktivt under selve eksamen, men han efterspørger stadig, at det skal være tydeligere, hvordan programmet fungerer.

- Det tager et screenshot hver gang, man skifter side på computeren. Det tager et screenshot hver halve minut og gemmer det og nogle af programmerne, som du har kørende på din computer, mener Alexander Nørup efter at have set koderne i programmet. 

Derfor håber eleverne på Hansenberg også, at det bliver tydeligt for alle, hvordan programmet fungerer.

- Jeg håber, at det kan føre med sig, at der er en dialog mellem os og dem, der laver systemet. Vi vil gerne vide nøjagtig, hvad det er for nogle data, som de samler, og hvorfor de gør det, siger Danni Dahl.

Ønsker ikke at bruge programmet på deres egen computer

Skolens rektor bakkede i første omgang op om programmet, men siden eleverne på skolen har undersøgt softwaren, så har han valgt at stille skolens computere til rådighed.

- Jeg har sagt til eleverne, at de må stole på, at det er i orden, hvad Undervisningministeriet laver. Nu er jeg selv i tvivl, så et af vores modtræk er, at vi tilbyder elever vores computere, så programmet ikke lagres på deres egne computere.

Flere af eleverne ønsker ikke at gøre brug af programmet og tillade, at man kan følge med i deres færden på deres private computer i den grad, som programmet gør. Men dropper de det, vil de ikke kunne gå til eksamen, og dermed dumper de.

- Jeg tager min skole meget seriøst, så jeg synes, at det ville en dårlig beslutning personligt at sige, det vil jeg ikke, siger Danni Dahl.

- Jeg føler, at jeg er lidt magtesløs og ikke rigtig har bestemmelse over mit eget valg, siger Nikolaj Wulff.

Begge vælger at gå til terminsprøven på torsdag og installerer programmet.