Elever hældte afløbsrens i læreres termokande

Fire elever på produktionshøjskolen i Horsens hældte 13. september sidste år afløbsrens i en termokande, der stod i et lærerrum ved skolens træafdeling. De er nu blevet dømt for vold.

Syren ætsede munden på en lærer, så han i dag - otte måneder efter - stadig har mén på tungen, ganen og smagsløg.
 
Alle fire fik 30 dages betinget fængsel, og de tre elever, der er fyldt 18 år, skal udføre samfundstjeneste i 40 timer.

Krævede højere straf

Anklageren i sagen mente, at sagen skulle koste eleverne en fængselsstraf på mindst 60 dage.

- Det her er simpelthen for groft og langt over stregen. De gjorde det i forening, og der er ikke noget formildende i sagen, lød det fra politifuldmægtig Lisa Kjær Gjessing, ifølge Horsens Folkeblad.
 
De fire forsvarere krævede eleverne frifundet og hæftede sig især ved, at det hele var ment som en spøg og var et hændeligt uheld.

Eleverne havde planlagt at hælde afføringsmiddel i termokanden, men hvordan det var blevet til afløbsrens, kunne de fire ikke komme med en sammenhængende forklaring på.

De fire elever blev straks bortvist fra produktionshøjskolen. En 18-årige mand har siden fået lov til at vende tilbage.