Elever røg hash: Hjem med jer

25 elever har indrømmet, at de har røget hash. Vojens Gymnastik- og Idrætsefterskole har nu sendt dem hjem.

Skolens ledelse havde hørt et rygte om hashrygning og besluttede at undersøge sagen mandag.

I løbet af dagen indrømmede 25 elever, at de havde røget hash én eller flere gang i perioden november frem til nu. Derefter blev de sendt hjem.

- Det er en ulykkelig situation for alle, både for de hjemsendte elever og for alle dem, der er tilbage. Skoleåret slutter på en måde, som ingen af os havde ønsket os og heller ikke har fortilfælde af. Vi har dog på skolen en helt klar nultolerancepolitik hvad angår alkohol og euforiserende stoffer ? og konsekvensen er klar, nemlig hjemsendelse. Også selvom det først bliver opdaget så sent på skoleåret, siger forstander Tommy Mikkelsen fra skolen.

- Vi utroligt kede af situationen. Vi har i år drevet efterskole på samme måde som de otte foregående skoleår, hvor jeg har været efterskoleforstander. Vi har som vanligt haft løbende opsyn med eleverne, bl.a. med fire vagtlærere hver aften, og alligevel har der altså været hashrygning i det skjulte, siger Tommy Mikkelsen.

Skolen funderer nu på, hvordan en lignende situation kan undgås i fremtiden.

- Vi kan konstatere, at hashrygning i stigende grad er en del af ungdomskulturen. Det hører vi både fra andre efterskoler og fra Efterskoleforeningen, men på VGIE har vi fortsat den holdning, at vi under ingen omstændigheder kan eller vil acceptere det. Alle på VGIE er bekendte med vores politik. Både elever, forældre og skolen underskriver en fælles kontrakt om blandt andet dette ved skoleårets start, siger Tommy Mikkelsen.

De 25 hjemsendte elever får mulighed for at aflægge deres prøver på skolen.