Ellen Trane Nørby får travlt med inklusion og gymnasiereform

Ellen Trane Nørby er ny undervisningsminister og frontfigur for ofte udskældt folkeskolereform.

Den nye undervisningsminister, Ellen Trane Nørby (V), kan se frem til en række udfordringer, her er tre af dem:

* Inklusion

Et af elementerne fra den ofte udskældte folkeskolereform er inklusion. Den vil regeringen foretage et eftersyn af.

Den nu tidligere undervisningsminister Christine Antorini (S) har for nylig udtalt, at hun var klar til at se på inklusion af elever med særlige behov i folkeskolen.

Inklusion blev indført, fordi en tredjedel af folkeskolens budget gik til få børn i specialundervisning.

* Gymnasiereform

Gymnasiereformen skal endnu engang have en justering. Der skal blandt andet kigges på adgangskravene til gymnasiet.

Her vil partierne i blå blok generelt have skærpet kravene, mens partierne i rød blok sætter adgangskravene lidt lavere. I april brød forhandlingerne om en ny gymnasiereform sammen.

* Erhvervsuddannelser

Reformen af erhvervsuddannelserne skal implementeres. Erhvervsuddannelserne er bygget op om fire hovedområder, og inden for dem udbyder skolerne flere end 100 uddannelser.

/ritzau/