En halv milliard til boligområde

For at vende udviklingen har et boligområde i Vejle fået bevilget en halv milliard kroner til forbedringer og et kvarterhus og nye penthouse-lejligheder oven på boligblokke.

Med overvejende majoritet vedtog næsten 300 beboere en plan for, hvordan Løget Høj i Vejle skal forbedres for 525 mio. kr. i de kommende år.

Penthouse oven på blokkene

I den ambitiøse plan indgår bl.a., at der skal bygges nye, kostbare penthouse-lejligheder på taget af de gammeldags boligblokke.

Landsbyggefonden - som boligforeningerne indbetaler til - betaler det meste. Men AABs to afdelinger i Løget og hovedforeningen i Vejle spæder også til.

Kvarter-hus

Allerede efter sommerferien i år ventes et nyt kvartershus at skyde op. Her skal områdets aktiviteter samles på 600 kvadratmeter. Kvartershuset er et krav fra Landsbyggefonden.

Ellers omfatter renoveringsplanen nye køkkener og badeværelser og ikke mindst nye facader. Også ude-arealerne skal moderniseres.

Ni år undervejs

- Det er ni år siden, at afdelingerne i Løget Høj begyndte at snakke om en helhedsplan. Derfor er vi glade for at det er vedtaget, siger en af afdelingsformændene, Helge Andersen.

De to afdelinger i Løget Høj har ca. 80 tomme lejligheder i øjeblikket. Og to gange åbent hus-arrangementer har ikke givet resultat.

Andre steder, hvor der er mange tomme lejligheder, bliver hele boligblokke revet ned. Bl.a. i Nordborg.