TV der bevæger dig

En lykkelig liga i et hårdt liv

Den tidligere håndboldspiller Rikke Nielsen har startet Lykkeliga for halvandet år siden. Foto: Lykkeliga

Den tidligere håndboldspiller Rikke Nielsen og hendes datter Magda. Foto: Lykkeliga

1 af 2

Eks-håndboldspilleren Rikke Nielsen er ildsjælen bag Lykkeliga, der tilbyder håndbold til udviklingshæmmede børn.

Læs også Freja elsker fællesskabet i håndboldklubben

LykkeLiga er et nationalt netværk af håndboldhold for udviklingshæmmede børn i alderen 6-15 år. Ambitionen er at tilbyde disse børn en mulighed for at dyrke håndbold i den lokale klub, hvor man ellers ikke passer ind. Og det har på kort tid vist at være en kæmpesucces.

- Vi er bare dumpet ned i et behov hos mange forældre, der har spurgt sig selv, hvorfor deres barn ikke kan være medlem af en forening. Man skal ikke være ret skæv for ikke at kunne være medlem af en forening, men det synes jeg ikke kan passe: det er da bare en bold, noget sved og en bane, siger Rikke Nielsen, eks-landsholdsspiller og initiativtager til Lykkeliga, til TV SYD.

Allerede nu har 314 spillere i 21 klubber i hele landet meldt sig til ligaen. Spillerne er dog medlemmer ude i klubberne og indgår på lige vilkår med alle de andre medlemmer.

-  Der skal ikke tages særhensyn til os. Jeg elsker den normale konflikt med for eksempel badmintonfolkene, hvor jeg kan skælde dem ud for, at de ikke fjerner deres net efter træning. Vi vil være en helt normal del af klubben med de konflikter, der nu er, mener Rikke Nielsen, der synes, det er fedt, at klubber ser fordelen i at have disse hold med.

Børnene kan ikke lige som deres normalt fungerende jævnaldrende drømme om at blive stjerner senere hen, så derfor gør jeg dem til stjerner.

Rikke Nielsen, initiativtager til Lykkeliga

- Vi betaler kontingent som alle andre, vi er selvforsynende med trænere og andre frivillige, så hvorfor sige nej til nye medlemmer, siger hun.

Spillerne er stjerner

Spillerne i Lykkeliga er alle stjerner af en årsag. Trods deres handicap har de også brug for opmuntring og at opnå en følelse af succes og vindermentalitet.

- Til at begynde med spurgte forældrene om, hvor de skulle skrive barnets diagnose ved indmelding. Jeg er træt af diagnoser, jeg kalder bare børnene for stjerner og roser dem for det, de kan. De går til håndbold for at blive bedre håndboldspillere, ikke for motionens skyld, siger Rikke Nielsen og tilføjer:

- Børnene kan ikke lige som deres normalt fungerende jævnaldrende drømme om at blive stjerner senere hen, så derfor gør jeg dem til stjerner.

Lykke i et hårdt liv

Navnet Lykkeliga stammer fra det første hold, der blev dannet i Aalborg af Rikke Nielsen og nogle andre forældre til udviklingshæmmede børn.

- Det her handler om at få lidt mere lykke ind i et liv, der i forvejen kan være hårdt. Simpelthen bare skabe mere lykke for familier med børn med udviklingshandicap, fortæller Rikke Nielsen, hvis egen datter Magda er født med Downs syndrom.

Ved DR Sportsgalla 2017 vandt hun prisen som årets forbillede for sit arbejde med Lykkeliga. 

Læs også Vind 150.000 kr til dit fællesskab

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden