Det malaysiske olieselskab Petronas venter på svar på en ansøgning om at pumpe op til tre milliarder kubikmeter gas to kilometer ned i undergrunden under Tønder.
Projektet vil give Danmark ekstra gas til 30 kolde vinterdage.
Lageret skal ligge under Tønder, fordi undergrunden her er i stand til holde på gassen uden risiko for, at den siver op.
Det siger boreeksperten Sigurd Solem, som samarbejder med Petronas.
Gassen skal gemmes i sprækkerne i to lag porøs sandsten, som dækker et areal på cirka ti kvadratkilometer under Tønder.
Det øverste lag findes i cirka 1.650 meters dybde.
Det nederste lag ligger omkring 100 meter dybere.
En borgergruppe har tidligere været aktive modstandere af lageret.
- Men vi har imødegået deres kritik, siger Sigurd Solem.
Om borgernes bekymring for at have et kæmpemæssigt gaslager liggende under deres fødder siger han:
- Det er aldrig sket, at et gaslager er eksploderet. Det kræver ilt, og der er ingen ilt så langt nede i undergrunden, forklarer han.
Det er meget dyrt at etablere så stort et lager. Det vil koste mindst en milliard kr.
Ifølge Sigurd Solem kan et nyt gaslager under Tønder tidligst tages i brug om fire til fem år, hvis alle godkendelser går igennem.