En million timer uden uheld

550 medarbejdere på Danisco i Grindsted har snart arbejdet én million timer - uden uheld. Virksomheden har ikke haft arbejdsulykker i et helt år.

En million arbejdstimer uden uheld, der medfører sygefravær betragtes som en meget flot præstation for en virksomhed, der arbejder med mange processer.

Enestående præstation

- Det er en enestående præstation, at vi nu i mere end et år ikke har haft ulykker. Risikoen for arbejdsulykker er større, når det er en stor arbejdsplads. Og i dette tilfælde tilmed en procesvirksomhed, hvor der blandt andet arbejdes med høje temperaturer, siger fabriksdirektør Martin K. Madsen.

Som kvittering for den gode indsats får alle medarbejdere en gave med prøver på nogle af de mange fødevarer m.m., hvori indgår ingredienser fra Danisco.

Længe været mål

Andre virksomheder, som Danisco kan sammenlignes med, har i snit 12 arbejdsulykker pr. en million arbejdstimer.

- Vi har selv været oppe omkring 16-17 ulykker i begyndelsen af 2000-tallet, men frekvensen er faldet markant siden. Et helt år uden ulykker har længe været et mål for os, og det er en rekord uden sidestykke i vores historie, konstaterer miljø- og sikkerhedschef Karsten Kjærgaard.