En oase til de unge

Opskriften hedder sammenhold og knofedt, da Ølgod i dag med stolthed indviede byens ungdomshus. Frivillige har bygget huset, og det er også frivillige, der på skift møder op i huset for at være sammen med de unge, der ikke gider spille bold over i hallen eller har noget at foretage sig i fritiden.

Baggrunden for Ungdomshuset er alvorlig nok.

For fire år siden omkom en 16-årig dreng i byen efter at have sniffet lighter-gas, og det forstærkede ønsket blandt mange borgere i byen om at kunne skabe et fristed, hvor byens unge kan mødes på tværs af alder og interesser.

Klar med et godt råd

I eftermiddag blev huset så indviet.

I huset er der mulighed for mange aktiviterer som fx lektiehjælp, bolsjekogning, computerspil, samværd og en god voksensnak.

Den daglige drift af huset foregår i et samarbejde mellem forskellige institutioner, foreninger og frivillige. Varde Kommunale Ungdomsskole driver en Ungdomsklub og en Juniorklub, og flere tilbyder lektiehjælp. 20-25 frivillige står til rådighed for de unge, med aktiviteter, praktiske ting, et godt råd, eller et trøstende ord.
 
Byggeriet af det 250 m2 store hus gik i gang i efteråret 2009 med hjælp fra over 80 frivillige samt økonomiske donationer fra Varde Kommune, diverse fonde og ikke mindst lokale erhvervsdrivende.