En på trynen til Liste A

Socialdemokraterne i Esbjergs omegn er godt trætte af partifællerne inde i byen. Vi bliver trynet, siger de ude på landet, hvor de arbejder med deres egen kandidat-liste til kommunalvalget.

Striden har noget at gøre med en af partiets markante skikkelser, Karsten Uno Petersen, der i mange år har tegnet Liste A i det gamle amtsråd og nu i regionalrådet.

Han fik en dispensation af partiets fælles ledelse, så han kunne stille op som kandidat til både byråd og regionalråd, men uden varsel blev tilladelsen trukket tilbage. Det sørgede by-fløjen i Esbjerg for, siger de ude i omegnen, hvor de nu har afbrudt samarbejdet med fælles-ledelsen i byen.

Straffe-aktion

De siger ude i omegnen af Esbjerg, at Karsten Uno Petersen skulle straffes, fordi kan kritiserede planer om at nedlægge plejehjemmet Karstensminde i Geredstedbro.

JyskeVestkysten bemærker i dag, at Karsten Uno Petersen var taler, da socialdemokraterne sidste år markerede grundlovsdag. Han stod på listen sammen med finansminister Bjarne Corydon og medlem af EU-parlamentet Christel Schaldemose.

I år er han ikke på listen, noterer JyskeVestkysten. Det har ikke ligefrem formildet sindene i partiforeningerne i Ribe, Bramming og Nordøst, hvor der er stemning for at bryde helt med kammeraterne inde i byen.

Euro-sundhedsformand

Karsten Uno Petersen er lige nu i Frankrig til møde i Sammenslutningen af Europæiske Regioner. Her blev han i dag valgt til præsident for sundhedskomiteen, men han har bagefter sagt, at han hellere vil kaldes formand.

Karsten Uno Petersen har især tre områder, han vil prioritere i sit arbejde for sundhedskomiteen. Det første er modernisering af de europæiske sundhedsvæsener. Han vil blandt andet arbejde for elektroniske

patientjournaler og udbredelsen af mere velfærdsteknologi.

Det andet er at skabe mere lighed i sundhedsvæsnerne, så alle borgere får gavn af de tilbud, der er, uanset sygdom, indkomst og uddannelse. For det tredje vil Karsten Uno Petersen arbejde på at skabe flere netværk indenfor det europæiske sundhedsområde, blandt andet at etablere et samarbejde med eksempel vis FN?s sundhedsorganisation

WHO.

Men han er stadig ikke på taler-listen grundlovsdag.