Flyvende fredagsvisit En stork besøgte TV SYD

En stork havde udvalgt området omkring TV SYD til en lille fredagstur.

Det var en stille og rolig fredag eftermiddag på TV SYD. 

Lige indtil vært, Søren Vesterby, kortvarigt måtte afbryde et telefonopkald. For ude foran TV SYD havde en stork fundet vej til de omkringliggende lygtepæle, hvor den fløj frem og tilbage mellem dem. 

Det fik hele redaktionen til at stoppe og betragte den flotte stork, der nærmest majestætisk gjorde figur ude i horisonten. 

Og når der er en stork, så tager det ikke TV SYD mange sekunder at finde et kamera frem, filme storken og følge den. 

Se storken besøge TV SYD

Måger drillede storken

Den prægtige stork var dog ikke den eneste fugl, der havde fundet vej til TV SYD fredag.

For mens svanerne stille svømmede rundt i den lille sø, så havde også en gruppe måger fundet frem til fuglefesten. 

Og de ville ikke lade storken være. Mågerne blev ved med at sværme rundt om storken, der blafrede med sine store vinger for at jage mågerne væk. 

Til sidst blev det dog for meget for den hvide stork, der fløj afsted, mens den blev jagtet af en måge. Storken forsvandt ud i horisonten. 

Var det Tommy? Var det Annika?

Spørgsmålene rejste sig hurtigt på redaktionen: Kunne det være Tommy? Kunne det være Annika?

Det fik vi dog hurtig afklaring på. For vi kunne hurtigt konstatere på vores live-cam, at Tommy og Annika var at finde i deres egen rede i Smedager. 

Så hvem var det, der kiggede forbi ved TV SYD? Det ved vi ikke, men vi håber at se storken igen engang i fremtiden. Måske vi skulle stille en rede op her syd for Kolding