En trafikal udfordring venter ved Spejdernes Lejr

Når deltagerne til Danmarks største spejderlejr alle skal ankomme på samme dag, så venter der en trafikal udfordring for arrangørerne, for politiet og for spejderne. Kø på de store veje til Sønderborg forventes.

Spejdernes Lejr begynder officielt lørdag og fra hele landet - og udlandet - myldrer spejderne til med oppakning og udstyr til en uges landslejr. 

Når der er mest tryk på, vil der ankomme 90 busser i timen og op mod 300 biler. Spejdernes Lejr har nøje planlagt trafikafviklingen i samarbejde med myndighederne, men beklager, hvis der alligevel opstår gener. 

Alle køretøjer skal over Alssundbroen, hvor de skal af på den første rampe, hvis de skal deltage i Spejdernes Lejr. 
Skal man ikke på lejr, kan man fortsætte ad Rute 8. Der vil naturligvis blive sat skilte op, der kan hjælpe med at få trafikken til at glide. 

I tidsrummet 6.00-22.00 på ankomstdagen spærres Vestermark for kørsel fra Nørrekobbel/Bosager og ud mod Kær.

Hvis det ikke går hurtigt nok med at få trafikken afviklet, så vil der opstå kø, men her er der udtænkt forskellige løsninger for at få det hele til at glide og undgå, at alle skal holde stille. Busserne sendes til et område ved Ragebøl, som kan fungere som buffer-zone, indtil der er mere plads på vejene.

For bilerne er der etableret en omkørselsrute, så hvis der opstår trafikprop, bliver bilerne sendt ud på en afstikker nord om Kær via Nørremark og Tombølgårdvej og tilbage til lejrområdet.  Så er forventningen, at trafikbelastningen kan lette lidt, før bilerne igen er tilbage i det område, hvor spejderne skal sættes af. 

Ankomstdagen til lejren er en lørdag, hvor der i forvejen er meget trafik på grund af skiftedag i udlejede sommerhuse. Politiet opfordrer derfor alle bilister, der ikke har et ærinde ved lejren, til at lægge ruten langt uden om på ankomstdagen og det samme ugen efter, når alle spejderne skal hjem igen. 

Se kortet her