TV der bevæger dig

Én ud af tre anbragte børn får ikke en uddannelse: Lejr skal ændre på det

Nikki og kammeraten er to af de drenge, der deltager i lejren i Balle. Foto: Thomas Hoffmann-Møller, TV SYD

Ungerne rykker sig markant rent fagligt i løbet af de to uger, campen varer - samtidig får de en masse nye venskaber. Foto: Thomas Hoffmann-Møller, TV SYD

1 af 2

Projektet ’Lær for Livet’ skal hjælpe anbragte og tvangsfjernede unge til at klare sig bedre i skolen og få flere til at tage en ungdomsuddannelse.

Kun 30 procent af tidligere anbragte børn og unge har som 25-årige taget en ungdomsuddannelse. Til sammenligning har 79 procent af deres kammerater, der er vokset op med egne forældre, taget en ungdomsuddannelse som 25-årige.

Nu skal flere anbragte børn have en ungdomsuddannelse. Det er målsætningen på campen ’Lær for livet’, der i disse dage finder sted i Balle. Her er 35 unge mennesker på lejr for at blive bedre i skolen. Fælles for dem alle er, at de er anbragt eller tvangsfjernet.

Jeg har haft det rigtig svært med matematik. At gange og dividere. Det havde jeg mega svært ved, men nu kan jeg godt.

Nikki, 10 år, deltager på 'Lær for Livet'-camp i Balle

Udover lejren bliver de unge tilknyttet en mentor, og igennem seks år følger og hjælper projektet anbragte unge til et liv med uddannelse, selvtillid og muligheder.

- Ideen er, at barnet har en ekstra voksen i sit liv, der kan være en del af barnets netværk og i manges tilfælde bliver forholdet så tæt, at det bliver et slags familiemedlem, der også er der, når de seks år er gået, siger Illa Westrup Stephensen, der er direktør i ’Lær for Livet’.

En ny undersøgelse har vist, at to ud af tre børn mener, at de er blevet bedre i skolen af at være med i projektet. Samtidig siger de, at de har lært ting, som gør, at de tror, at de i fremtiden kan få en uddannelse.

- De rykker sig i gennemsnit et skoleår i løbet af bare de her 14 dage på campen, siger Anita Ernst, der er campchef på lejren i Balle, til TV SYD.

Nikki på 10 år, der er en af deltagerne på campen, er blevet bedre til matematik.

- Jeg har haft det rigtig svært med matematik. At gange og dividere. Det havde jeg mega svært ved, men nu kan jeg det, siger Nikki.

Hvert år optager projektet op mod 100 nye børn. 

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden