En uge med både sol og regn

Efter en kold og frostklar mandag morgen byder resten af ugens vejr på både sol og regn.

 Det bliver en både kold og solrig start på den kommende uge, inden gråvejr og regn langsomt kommer snigende.

 - Det begynder koldt og flot mandag med masser af solskin. Der kommer en smule skyer i løbet af dagen og måske en enkelt byge, men det bliver ikke meget, siger Henning Gisselø, vagthavende meteorolog ved DMI, til Ritzau.

 Den flotte mandag følges op af en grå tirsdag. Natten til tirsdag nærmer der sig noget regnvejr, som i løbet af dagen breder sig fra Vestjylland.
 Alt i alt forudser DMI en relativt flot uge i forhold til, at vi befinder os midt i måned, hvor solen ofte holder sig væk.
 Onsdag bliver ganske pæn med en del solskin, og det samme gør sig gældende i begyndelsen af torsdag. Sidst på ugen bliver det dog igen mere "grumset" ifølge DMI.
 Det bliver mere skyet i slutningen af torsdag, og natten til fredag kommer der så igen noget regn, lyder forudsigelsen.
 Efter en relativt kølig mandag kommer dagtemperaturerne det meste af ugen til at ligge i underkanten af 10 grader.
 Et par nætter kan der måske komme nattefrost, og generelt kommer temperaturerne om natten til at ligge mellem cirka fem og nul grader.