En uge med store oplevelser er slut

Alle busser har forladt Spejdernes Lejr. Med hjem tager spejderne en masse gode minder.

Det sidste måltid over åben ild er blevet spist, regntøj og andre glemte sager har genfundet deres ejermænd, og alt, hvad spejderne har bygget op i lejren, er blevet brudt ned.

quote

Det er dejligt at sidde her, men det er også lidt trist, når man tænker på, det er afslutningslejrbålet.

Anders Pedersen, KFUM-spejderne Horsens. 

De sidste busser har forladt Spejdernes Lejr. For Anders Pedersen fra KFUM-Spejderne Horsens har det været otte dage med mange store oplevelser.

- Det er en helt speciel oplevelse at være her, fordi der bare er så meget fedt, siger Anders Pedersen til TV SYD.

Han har boet tæt sammen med sine 55 spejdervenner fra Hedensted. Men selvom fællesskabet er godt, så kan man godt trænge til lidt ro.

- Det har været rart, men det kan godt blive lidt for meget. Når det har været for meget, så er jeg gået ind i teltet og har lagt mig, siger han.

Lørdag aften blev der sat punktum for Spejdernes Lejr 2017. De 37.000 spejdere var samlet foran scenen til afslutningslejrbål. Her havde Anders blandede følelser.

- Det er dejligt at sidde her, men det er også lidt trist, når man tænker på, det er afslutningslejrbålet, siger Anders Pedersen.