En uges frist til at forlade landet

En afghansk familie fra Padborg har fået en ubehagelig julegave. Den 25-årige kvinde er flygtet fra sit hjemland og har i ni måneder ventet på svar fra de danske myndigheder.

For to dage siden kom svaret. Kvinden skal være ude af Danmark få dage efter nytår.

Selv om der er børneleg omkring Yalda Siddique, er det svært at spore glæde i hendes ansigt.

I 2010 flygtede hun til Danmark, og har siden boet boet i Padborg med sin afghansk-fødte mand.

Men brevet - som hun har ventet på siden februar - betyder, at hun d. 3. januar skal rejse hjem til Afghanistan og efterlade sin mand og sine to små drenge på henholdsvis halvandet år og fire måneder.

Ikke godt nok

Røde Kors, der har hjulpet familien med at gennemgå brevet, mener, at det er uacceptabelt, at familien får besked så sent.

- Jeg synes, det er umenneskeligt. Jeg synes ikke, vi kan være bekendt at sende en afgørelse efter ni måneder.

- Der står efter elleve sider med paragraffer og en ganske kort vurdering, at man beklager den lange sagsbehandlingstid. Det er ikke godt nok, mener Jette Hedegaard, der har kontakt til familien gennem sit frivillige arbejde i Røde Kors.

Lovet væk som kone nr. to

- Hvorfor sagsbehandlingen har været sådan, ville jeg gerne spørge om, men da jeg ringede til justitsministeriet fredag, får man bare at vide, at

ministeriet åbner igen den anden januar, fortæller Jette Hedegaard.

Yalda Siddique mistede sin mor som ni-årig, og som ung pige flygtede hun med faderen til Pakistan, fordi han skyldte penge, og havde lovet hende væk som kone nummer to til en ældre mand som afbetaling.

Farbroderen er myrdet og faderen forsvundet under mystiske omstændigheder. Yalda Siddique frygter at skulle tilbage til Afghanistan, hvor den mand lever, som hun ikke ønskede at blive gift med.