Indbrudsplaget galleriejer: En ulykke kommer sjældent alene

Niels Kongsbak har et populært galleri. Desværre er det også populært blandt tyveknægte. Nu har han haft ubudne gæster to gange inden for fire dage.

Udstillingen var lige kommet på plads i det nye vindue. Men endnu engang er der kommet træplader op i stedet for glas. Tyve har nemlig endnu en gang smadret en rude, og har denne gang stjålet fire malerier fra Galleri Kongsbak i Esbjerg.

- Den nye rude er kom i om formiddagen, så kom de igen allerede om natten.  

Nu er det ikke sjovt længere, siger galleristen til TV SYD. På Facebook efterlyser han flere forsvundne malerier, som Troels Trier står bag.

Lige efter det første indbrud blev han kontaktet af en anonym mand, der ville have en dusør for at afsløre, hvor tyvekosterne var. Mandens telefonnummer er videregivet til politiet, men foreløbigt er sporet stoppet ved, at det er et taletidskort, der er brugt.

- Denne gang er der ikke nogen, der har ringet, siger Niels Kongsbak. Han har til gengæld selv ringet til et vagtselskab, som fremover holder øje med galleriet på Strandbygade.

Dette er et af de fire malerier, der er stjålet.
Dette er et af de fire malerier, der er stjålet.

Troels Trier fristede

I nat er der stjålet fire malerier, alle af én kunstner. Selv om der står flere mere kostbare kunstværker i galleriet, er det kun Troels Triers værker, tyvene er gået efter. Værker, der måler 30 x 40 cm.

- Det er malerier, der koster 3.500 kroner stykket, siger Niels Kongsbak.

Sidste gang gik de mere efter nogle bronzefigurer. Troels Trier er velkendt i Danmark, men Niels Kongsvang vurderer, at de navngivne malerier bliver svære at afsætte. I udlandet er kunstneren ikke så kendt.

Tyvene har på deres vej gennem galleriet væltet en cykel ind i et maleri. Det betragter Niels Kongsbak som et uheld, der er sket i nattens mulm og mørke.

- Jeg tror ikke, det er ment som hærværk, men det ser ud som om, det er de samme tyve, der har været på spil. De har ihvertfald begge gange smadret ruden med en stor sten, slutter Nils Kongsbak. 

Galleriet åbnede i begyndelsen af april 2015 i Strandbygade i Esbjerg og sælger både malerier, skulpturer og kunsthåndværk.