En vild idé blev til virkelighed - og er i dag en turistattraktion

135.000 har foreløbig været på Bridgewalking på Den Gamle Lillebæltsbro. I dag er det en stor turistattraktion i Trekantområdet.

Da en helt almindelig borger fra Middelfart for over 10 år siden fik idéen til at give turister mulighed for at gå højt oppe på broen over Lillebælt, var der sikkert mange der smilede en smule.

Men lige siden kronprinsesse Mary indviede Bridgewalking den 10. maj 2015, har det været en succes.

- Det er gået langt over, hvad vi forventede. Allerede efter det første år overgik det vores forventninger, og det fortsætter bare, siger pressechef Pia Becker Andersen til TV SYD.

På blot to måneder havde 10.000 taget turen over Lillebælt, og her tre år efter åbningen er tallet oppe på 135.000.

Cykelsti over Vejlefjordbroen kan binde byerne sammen

Men der skulle altså gå mere end 10 år, før projektet blev realiseret. Og hvis der kommer en cykelsti over Vejlefjordbroen, som Vejle Kommune er ved at undersøge muligheden for, vil der også gå flere år, før det kan blive realiseret.

Men en cykelsti over Vejlefjordbroen vil helt sikkert gavne turismen i hele området, mener Pia Becker Andersen.

- Det kan være med til at binde byerne i Trekantområdet mere sammen og tiltrække flere turister til Bridewalking, siger hun.

Bridgewalking bliver drevet af Middelfart og Fredericia kommuner i fællesskab. Projektet er finansieret af de to kommuner sammen med en række fonde.