Enarmede Kasper skal til VM i varmen

Paraløberen Kasper Filsø fra Vejle skal til VM for handicappede i Dubai. Og han har en stor udfordring: Den ekstreme hede i ørkenstaten.

Den danske paraløber, Kasper Filsø, Vejle IF, er mandag blevet udtaget til para-VM i Dubai, der begynder om en lille måned.

- Jeg glæder helt vildt, siger han mandag morgen til TV SYD.

Det er første gang, at han skal til VM i yndlingsdisciplinen 100 m, og det er en tid på 11'46, der har skaffet ham billetten. Men der er et lille problem: Para-VM afholdes i ørkenstaten Dubai, der er kendt for olie, sand og ikke mindst ulidelig varme.

- På den her årstid er der så pissekoldt herhjemme, og så risikerer man lettere at få skader, siger den unge atlet.

Det er der dog råd for. Om to uger tager han til Tenerife for at træne under varmere himmelstrøg. Herhjemme skal han have tre lag tøj på for at træne. På den spanske ø kan han træne i shorts og T-shirt.

Den første uge træner han alene, og så kommer træneren derned. 1. november tager han så til Dubai for at træne under de helt rigtige temperaturer.

VM er kun begyndelsen

Kasper Filsø er født uden det meste af den ene arm, og det er det, der kvalificerer ham til at løbe til para-VM.

Den 12. november klokken 9.40 skal han løbe første gang, og henunder aften samme dag skal han - forhåbentlig - løbe i finalen.

Og det er kun begyndelsen for den ambitiøse para-atlet:

- Jeg håber at komme med til EM i Polen i 2020, OL i Tokyo i 2020, og så er der VM i 2021, og det er også i Japan, fortæller Kasper Filsø, der til daglig træner i Vejle IF.