Endelig forstår Jespers familie hans arbejde

2000 mødte op lørdag, da Danfoss Power Solutions inviterede alle sine medarbejdere og deres familier til fest i Nordborg.

Hvis man spørger Jesper Mille, hvad han arbejder med, skal man være forberedt på en lettere kompliceret forklaring. Jesper Mille arbejder nemlig som production engineer hos Danfoss Power Solutions.

Hos langt de fleste får navnet Danfoss en klokke til at ringe og tankerne til at flyde i retning af en ventil til radiatorer. Men det er langt fra, hvad Jesper Mille arbejder med.

quote

Jeg er glad for mit arbejde, så det er dejligt at kunne dele den med familien.

Jesper Mille, production engineer, Danfoss Power Solutions

- Det er et meget kompliceret produkt, jeg fremstiller, når jeg er på arbejde, og det kan være svært for familien at forstå, forklarer Jesper Mille.

Derfor er det en stor hjælp, at han kan tage familien med rundt på arbejdspladsen i Nordborg og vise dem, hvad det egentligt er, han arbejder med.

- Det er fantastisk, at jeg får mulighed for at vise min arbejdsplads frem for min familie. Jeg er glad for mit arbejde, så det er dejligt at kunne dele den med dem, fortæller Jesper Mille.   

Børnene havde mulighed for at boltre sig på en hoppeborg, der havde form som en traktor.
Børnene havde mulighed for at boltre sig på en hoppeborg, der havde form som en traktor.
Foto: Jacob Schjødt, TV SYD

Medarbejderpleje

Danfoss kalder lørdagens arrangement for en familiefest, for dagen handler nemlig ikke kun om at vise arbejdspladsen frem for familien. Udendørs var store hoppeborge pustet op, og en af dem lignede endda en traktor. Der var også mulighed for at se en selvkørende truck i aktion, spille en omgang fodbold, og til at slukke tørsten var der sodavand i litervis.

Ifølge direktøren for Danfoss Power Solutions Danmark, Henrik Jørgensen, handler dagen om medarbejderpleje.

- Jeg tror, at folk er utrolig stolte af at arbejde for Danfoss, og af de produkter vi laver. Den glæde skal de have mulighed for at dele med deres familier, forklarer Henrik Jørgensen.

quote

De havde slet ikke regnet med, at mit produkt for eksempel sidder i en John Deere traktor. Det forbløffede dem.

Jesper Mille, production engineer, Danfoss Power Solutions

Blandt medarbejderne oplever Henrik Jørgensen stor opbakning omkring festdagen, og han er ikke i tvivl om, hvorfor 2000 medarbejdere og familiemedlemmer har valgt at bruge lørdagen på arbejdspladsen.

- Hvis man både har nogle gode produkter, en god arbejdssituation og noget, man er stolt af at lave, så er der ingen tvivl om, at man gerne vil komme med hele familien, fortæller Henrik Jørgensen.

Bestyrelsesformand for Danfoss, Jørgen M. Clausen, var med til familiedagen, og han var glad for, at 2000 medarbejdere og familiemedlemmer var mødt op.
Bestyrelsesformand for Danfoss, Jørgen M. Clausen, var med til familiedagen, og han var glad for, at 2000 medarbejdere og familiemedlemmer var mødt op.
Foto: Jacob Schjødt, TV SYD

Også Danfoss-familiens bestyrelsesformand var til stede på festdagen. Han er glad for, at så mange medarbejdere vil bruge deres fridag på arbejdspladsen.

- I dag er de ikke på arbejde. De er stolte af at vise, hvad deres arbejdsplads laver af forskellige ting, siger Jørgen M. Clausen, formand for bestyrelsen, Danfoss.

En John Deere traktor

For Jesper Mille og hans familie har familiedagen haft den ønskede effekt. Jesper Mille fik en gylden mulighed for at forklare, hvad det egentlig er for noget, han laver, når han er på arbejde. For familien betyder dagen, at de i fremtiden vil få meget nemmere ved at følge med, når Jesper Mille fortæller om sit arbejde.

- Familien er imponeret. De havde ikke regnet med, at det er sådan et produkt, jeg fremstiller. De havde slet ikke regnet med, at mit produkt for eksempel sidder i en John Deere traktor. Det forbløffede dem, fortæller Jesper Mille.