Endnu en kommune indfører afbrændingsforbud

Sønderborg indfører afbrændingsforbud som den sidste af de 14 syd- og sønderjyske kommuner.

Onsdag morgen træder endnu et afbrændingsforbud i kraft. Det er Sønderborg Brand og Redning, der nu indfører afbrændingsforbud i hele Sønderborg Kommune som følge af den langvarige tørke.

Forbuddet træder i kraft onsdag den 4. juli klokken 8.00 – samtidig med at et varslet afbrændingsforbud træder i kraft i Tønder, Aabenraa og Haderslev kommuner. Det gælder indtil videre.

Dermed er samtlige kommuner i hele Syd- og Sønderjylland omfattet af afbrændingsforbud.

Forbuddet gælder ifølge Sønderborg Brand og Redning afbrænding i det fri, afbrænding af bål, anvendelse af ukrudtsbrændere og anvendelse af grill i naturen.

I private haver må der fortsat bruges både gas- kul-grill, forudsat at det sker på et fast, ikke brændbart underlag. 

Ukrudtsbrændere må hverken bruges privat eller erhvervsmæssigt.