Endnu en stork har slået sig ned i Sønderjylland

Nu er storken også landet i Bolderslev få kilometer fra storken Annika, der kom til Smedager i weekenden.

I søndags landede storken Annika i storkereden ved Smedager, som du kan følge døgnet rundt lige her.

Ikke langt derfra i Bolderslev har en anden stork slået sig ned  i denne uge. 

- Den har boet der nogenlunde fast i de sidste fire dage, selvom reden er noget slidt. På lørdag sætter vi en lift op, så vi kan give reden en ansigtsløftning, siger Mogens Lange Petersen, fra Storkene.dk, til TV SYD.

Han fortæller, at man endnu ikke kan sige, hvilket køn storken har, men at man har en formodning.

- Meget tyder på, at det er en hun - vurderet ud fra udseendet. Men det er svært at sige. Havde det været en han, så tror jeg også, at den havde været forbi reden i Smedager, for at tjekke Annika ud, siger Mogens Lange Petersen.

quote

Den har boet der nogenlunde fast i de sidste fire dage, selvom reden er noget slidt. 

Mogens Lange Petersen, Storkene.dk.

Lige nu er der mange storke i det nordlige Tyskland. Mogens Lange Petersen håber, at den nyankomne stork i Bolderslev kan lokke en af dem nordpå. 

Måske en dansk stork

Han har endnu ikke haft mulighed for at se, om storken har en ring om foden, der kan sige, hvorvidt der er tale om en dansk stork.  

- Det kunne være sjovt, hvis det var en af ungerne, der fløj fra Smedager-reden i 2014. Storken har det med at vende tilbage til det sted, som den kommer fra, når den er kønsmoden. Det kunne være et godt bud på, hvorfor den lige er landet i Bolderslev, siger Mogens Lange Petersen.

Der har været storke i Bolderslev-reden flere gange gennem årene, men ingen af dem har været der længere tid ad gangen, som den der er landet nu, og det er endnu længere siden, at der har været et ynglende par, fortæller Mogens Lange Petersen fra Storkene.dk.

- Det er temmelig længe siden. På stående fod tror jeg, at det er på den forkerte side af tyve år siden, at der har været en ynglende par i reden, siger han til TV SYD.

Lørdag vil man så forsøge at pifte reden op. Mogens Lange Petersen fortæller, at det ikke er noget, der kommer til at genere storken. den flyver sig bare en lille tur, mens arbejdet står på.