Englænder i Fredericia: Jeg føler mig usikker efter Brexit

Englands EU-exit har gjort Antony Ryans fremtid usikker. Han ved ikke, om han kan blive i Danmark.

Antony Ryan er en vaskeægte EU-borger. Han er født og opvokset i England. Men han bor i Fredericia sammen med sin søn på seks år. Her driver han sin egen virksomhed som IT-konsulent.

Englands EU-exit har allerede haft konsekvenser for Antony Ryan. Efter at den engelske møntfod er faldet i værdi, er alle de regninger, som han har sendt ud, ikke ligeså meget værd. Han vil derfor få omkring 7 procent mindre i omsætning denne måned.

- Det er indkomst, som jeg er nødt til få et sted fra. Og hvis pundet fortsætter i det niveau i den kommende tid, så er jeg nødt til at fakturere mine britiske kunder i euro. Og det gør mig pludselig 7 til 8 procent dyrere, siger Antony Ryan til TV SYD.

Men det er ikke pengene, som Antony Ryan er mest bekymret for. Han er usikker på sin fremtid, fordi han ikke er sikker på, at han kan drive virksomhed i Danmark med de samme gode vilkår, som han har nu. Og det betyder alt for ham at kunne blive i Danmark med sin familie.

- Det er en noget usikker følelse. Vi ved ikke helt præcist hvordan det vil blive i fremtiden. Kan vi englændere stadig få lov at bo og arbejde i alle de lande vi gør i dag? Vil det stadig være tilfældet i fremtiden, siger Antony Ryan til TV SYD.

Se hele indslaget med Antony Ryan i toppen af artiklen.