Ensted-værket bliver nu revet ned

Aabenraa Havn har køb et stort havnenært areal ved Ensted Havn. Som led i planen skal en del af Ensted-værket rives ned.

Planerne om at opkøbe dele af arealet ved Ensted Havn indgår i Aabenraa Havns udviklingsplan som et initiativ på langt sigt. Havneudvidelsen i Ensted vil på længere sigt gøre det muligt at frigøre havnens bynære arealer til byudvikling.

Ud over Enstedværkets Blok 2 rummer arealet et mindre kajanlæg og en række erhvervsbygninger.

- Med udvidelsen vil Aabenraa Havn råde over store arealer og meget attraktive bygninger, der f.eks. er særdeles velegnede til bulkgods. På arealet er der desuden haller, der med 11 meters arbejdshøjde er velegnede til montage af høje emner. Havnens køb af arealet indeholder derfor et betydeligt potentiale, siger Henrik Thykjær, havnedirektør for Aabenraa Havn.

Aabenraa Havns opkøb af arealet er blevet muligt, da den nuværende ejer, DONG Energy, besluttede at nedrive Enstedværkets Blok 2 som en følge af, at der ikke længere drives kraftværk på området.

Aabenraa-virksomheden Rimeco Aktieselskab køber arealet af DONG Energy med henblik på at rive Enstedværkets Blok 2 ned og retablere området til brug for havneaktivitet m.v., inden ejerskabet af arealet overtages af Aabenraa Havn. Rimeco beskæftiger sig bl.a. med nedrivning af større industrianlæg, ligesom virksomheden internationalt handler med jern- og stålskrot.