Entreprenør havde ikke styr på sagerne

Entreprenør fra Fredericia-ulykke indblandet i 11 faglige sager.

Da Dariusz Lesnianski i marts i år mistede livet på en byggeplads i Fredericia, kom det frem, at den polske arbejder og flere af hans kolleger hverken var ansat på en overenskomst eller havde fået pension.

Det er dog langt fra første gang, at JLD Multientreprenør Odense ikke har haft styr på tingene. 3F har siden 2011 haft 11 sager med JLD Multientreprenør Odense.

Sagerne har blandt andet handlet om manglende indbetaling af pension og manglende udbetaling af feriepenge, skriver Fagbladet 3F.

Sidste år fik JLD Multientreprenør Odense en bod på 200.000 kr. for manglende overtidsbetaling.

Ejeren af JLD Multientreprenør Odense, Jacob Nielsen, er ked af dødsulykken, men mener, at de øvrige sager drejer sig om bagateller og tegner et misvisende billede af de faktiske forhold i hans entreprenørfirma.

- Det kan godt være, at der været nogle forsinkelser på vores indbetalinger og sådan. Men er det så en sag? Mine ansatte har fået, hvad de har haft krav på, siger Jacob Nielsen.

3F har en anden opfattelse af de hidtidige arbejdsvilkår for Jacob Nielsens medarbejdere. Pension Danmark sender minimum to rykkere for manglende indbetalinger til en arbejdsgiver, før sagen overleveres til 3F. Det siger Claus von Elling, konsulent i Byggegruppen i 3F.