Erfarent byrådsmedlem ønsker unge skal forme fremtiden

Lis Ravn Ebbesen (SF) har siddet i Kolding Byråd i 31 år, men hun genopstiller ikke ved kommunalvalget i 2017. Unge kræfter skal til, mener hun.

Det mangeårige medlem af SFs byrådsgruppe i Kolding, Lis Ravn Ebbesen, kommer ikke til at skulle hænge valgplakater med eget ansigt op i Kolding næste år. Hun stiller nemlig ikke op til næste års kommunalvalg. I stedet bliver SF’eren Karina Dehnhardt Lorentzen, som SF i Kolding satser på.

Og der er især en grund til, at Lis Ravn Ebbesen har valgt at sige stop.

- Jeg synes faktisk ikke, at man som en, der er så gammel, skal forme fremtiden. Det har været vigtigt for mig at finde nogen, der var en generation yngre end mig, og det er jo heldigvis lykkedes, siger Lis Ravn Ebbesen (SF), der er medlem af Kolding Byråd, til TV SYD.

Lis Ravn Ebbesen er 63 år gammel, og hvis hun blev valgt ind i fire år mere ved kommunalvalget i 2017, ville hun altså være 68 år ved periodens slutning.