Erhvervsskolereform forkorter uddannelse

Ensretningen af erhvervsuddannelserne kan give store problemer for de enkelte elever - som bliver efterladt i uvished og får endnu sværere ved at få en læreplads.

Den nye erhvervsuddannelse kommer til at betyde omfattende ændringer af erhvervsskolerne. Alle uddannelser skal have samme varighed - nemlig et år. Det betyder for eksempel, at de tekniske uddannelser - altså tømrere, murere, frisører osv. - bliver dobbelt så lang - fra et halvt til et helt år. Mens HG-uddannelsen skal halveres fra to til et år. Det vækker bekymring hos HG-skolerne.

- Man behøver ikke den store lommeregner, for at kunne regne ud, at der er noget, de ikke skal lære. Hvad det er, det ved vi ikke endnu, siger uddannelseschef på Rybners, Dorte Lockdahl.

Og netop halveringen af uddannelsestiden kan være problematisk for nogle af eleverne mener hun. Det er eleverne enige i.

- Jeg synes det er en dårlig idé. Jeg ved fra mig selv, at jeg ville ha? svært ved at kunne gennemføre det på et år. Der er mange ting, man skal nå på det ene år. Jeg synes det er svært nok at nå på to år, siger nuværende HG elev Dominika Bitsch, der afslutter sin to-årige HG uddannelse til sommer.

Udover ensretning af erhvervsuddannelserne kommer der karakterkrav på 02 i dansk og matematik. Mange uddannelser vil også kunne tilbydes som en EUX-uddannelse. Altså en uddannelse, hvor man både får et svendebrev og en studentereksamen.

Vi spørger i vores 19.30-udsendelse hvad Undervisningsminister Christine Antorini synes om skolernes bekymringer.

Undervisningsministeriets hjemmeside