Erritsø Fællesskole var storvindere ved DM i Entreprenørskab

I dag blev vinderne af DM i Entreprenørskab for skoleelever kåret. Blandt dem, var hele 2 hold fra Erritsø Fællesskole.

Torsdag blev der afholdt DM i Entreprenørskab for skoleelever. 20 hold dystede om at have den bedste og mest nytænkende idé indenfor fire forskellige kategorier. De helt store vindere på dagen var Erritsø Fællesskole fra Fredericia. Deres elever vandt førstepræmien i hele to ud af fire kategorier.

Det ene hold bestod af Oliver Bornemann og Mikkel Bøgstrup fra Erritsø Fællesskole. De har udviklet idéen Light Travel, som er en ny måde at tjekke ind og ud på med mobiltelefonen, når man bruger offentlig transport. Idéen gav drengene en førsteplads i kategorien Viden og Verden samt 5000 til klassekassen.

- Det er vildt dejligt at vinde. Nu har vi kæmpet for det i seks måneder, så det er super fedt at få overrakt et diplom og en check med vores navn på, siger Mikkel Bøgstrup til TV SYD.

Her ses Oliver Bornemann og Mikkel Bøgstrup med deres check på 5000 kroner.
Her ses Oliver Bornemann og Mikkel Bøgstrup med deres check på 5000 kroner.
Foto: Fonden for Entreprenørskab

Men de to drenge har ikke tænkt sig at lade projektet ligge. De vil arbejde videre på det og føre det ud i livet. Og tilsyneladende bliver det ikke et problem for de to unge drenge.

- Vi har allerede kontakt til en potentiel køber af idéen, og vi har også en investor, der står klar på dørtrinnet. Men jeg vil ikke afsløre for meget inden alt er på plads, siger Mikkel Bøgstrup til TV SYD.

Også to piger fra Erritsø Fællesskole løb med sejren i en af kategorierne. Pigerne stod bag idéen Athenebøger, som er en hjemmeside, hvor skoler kan købe alle de bøger og undervisningsmaterialer, de skal bruge. De vandt i kategorien Sprog og Kultur.

Derudover vandt to drenge fra Englystskolen i Børkop en tredjeplads i kategorien Bevægelse for en app og hjemmeside, som viser sportsaktiviteter i nærheden.

Fakta om DM i Entreprenørskab

  • DM i Entreprenørskab er for skoleelever fra 8. til 10. klasse
  • Næsten 900 elever var med til de indledende runder i konkurrencen
  • Der er fire kategorier: Bevægelse, Sprog og Kultur, Velfærd og Samfund samt Viden og Verden
  • Det er Fonden for Entreprenørskab, der står bag konkurrencen