Erstatning for hjerneskade

Efter 33 år har Bent Olesen, Ølgod, endelig fået anerkendt, at hans hjerneskade skyldes de kviksølvdampe, han blev udsat for på Grindstedværket, skriver Nyhedsbrevet 3F.

Bent Olesen var i nærkontakt med kviksølv, da han brækkede gulv op i kviksølvafdelingen på Grindstedværket, som han måtte forlade som 37-årig med en alvorlig hjerneskade.

Nu har Arbejdsskadestyrelsen tilkendt ham 70.000 kroner i erstatning for mén. Der venter en betydelig større erstatning for tab af erhvervsevne, når hans sag er færdigbehandlet.

- Endelig har jeg fået oprejsning, siger 70-årige Bent Olesen til Nyhedsbrevet 3F.

Arbejdsskadestyrelsen har i alt 149 sager fra kviksølvskandalen til behandling. 101 sager er afgjort. 97 afviste og 4 anerkendte. 54 af de afgjorte sager er anket.

Den største erstatning hidtil er på knap 1,5 millioner kroner.