Erstatning til fyret kvinde med handicappet barn

Vestre Landsret har dømt firmaet Rødbo i Haderslev til at betale en erstatning på 181.000 kroner til en enlig mor med et handicappet barn.

Kvinden var ansat som kontorassistent.

Efter ansættelsen havde hun fået en søn med en kronisk sygdom.

Fyringen kom en af dagene efter, at hun havde fortalt sin chef, at hendes søn var handicappet. Forinden havde hun haft nogle fridage til at pleje sønnen.

Lov om forskelsbehandling

Vestre Landsret fastslog, at afskedigelsen var i strid med lov om forskelsbehandling. Byretten var tidligere kommet til samme resultat.
Dog forhøjede landsretten erstatningen fra seks til ni måneders løn, fra 125.000 til 181.000 kroner.

- Forskelsbehandlingsloven beskytter ikke kun mod at blive fyret på grund af et handicap - men også mod at blive fyret på grund af handicap hos et familiemedlem. Dommen slår fast, at arbejdsgivere ikke må forskelsbehandle på grund af forhold i en lønmodtagers familie, siger HK?s næstformand Mette Kindberg til HK's hjemmeside.

HK konstaterer, at en arbejdsgiver stadig kan fyre gravide, handicappede og forældre til handicappede, hvis graviditet eller handicap ikke er begrundelse for fyringen.