Esbjerg dropper center for motorsport

Esbjerg Byråd har droppet et motorsportscenter til en halv milliard kroner ved Korskroen.

Firmaet Rambøll har analyseret projektet, og konklusionen er, at det ikke kan løbe rundt økonomisk.

Kommunen havde lagt op til, at projektet skulle finansieres af private midler.

- Den samfundsøkonomiske situation er ikke gunstig til investeringer af denne art. Vi kommer simpelthen til at mangle midler, siger Knud Jager Andersen (SF), der er formand for kultur- og fritidsudvalget.

Han peger også på, at driftsøkonomien vil komme til at køre på pumperne.

Borgmester Johnny Søtrup (V) siger:

- Hvis planerne om at etablere Motorsportscenter Danmark skulle sættes i gang på nuværende tidspunkt, skulle Esbjerg Kommune finansiere en stor del af projektet, og det hverken kan eller vil vi.

Planen om Esbjerg som hjemsted for Nordeuropas største mekka for motorsport blev lanceret i 2005.