Esbjerg fB dropper ishockey

Fokus vil fremover være på fodbolden i Superligaen, og derfor dropper Esbjerg fB nu ishockeyholdet.

Esbjerg fB vil i fremtiden kun satse på at have et stærkt fodboldhold, og derfor dropper vestjyderne nu ishockeyen.

EfB har indledt forhandlinger med en gruppe investorer, der har vist interesse for at drive Esbjergs ishockeyhold videre i et nystiftet selskab.

- Vi har erkendt, at fodbold og ishockey er to vidt forskellige verdener, og at vi ikke magter at drive topklubber i begge idrætsgrene, siger formand Leif Thomsen i en pressemeddelelse.

- Ishockey fortjener at få fuldt fokus på sportens egne præmisser, og jeg er overbevist om, at ishockeysporten i Esbjerg vil komme styrket ud af at få sin egen stærke identitet i et nyt selskab, siger formanden.

Esbjerg fB agter, at fortsætte sit engagement i ishockeyen i denne sæson, så det nye selskab får det bedst mulige afsæt til at drive holdet videre.

EfB nedjusterede i november forventningerne til regnskabsåret 2012 fra et minus på 14 til minus 18 millioner kroner.