Esbjerg fB sigter højere i næste sæson

Esbjerg fB går efter toppen i Superligaen og at nå pokalfinalen i 2014-2015. Det var den klare melding på EfB Elites generalforsamling onsdag aften.

EfB Elite A/S har effektivt lagt kriseårene bag sig med det både sportsligt og økonomisk bedste år i selskabets historie. Tiden er nu inde til at sætte sig mere offensive mål om at spille en større rolle i dansk klubfodbold.

Formanden for selskabet bag professionel fodbold i Esbjerg, Leif Thomsen, løftede i sin mundtlige beretning for de næsten 100 deltagere i EfB?s generalforsamling ambitionerne for fremtiden.

- Vi kan tillade os at hæve overliggeren en smule, og vi går efter at placere os over midten af Superligaen og at nå pokalfinalen i 2014-2015, sagde Leif Thomsen.

For EfB er det en livsbetingelse at være i Superligaen, hvor især tv-indtægterne er på et langt højere niveau end i 1. division.

Med et resultat på 32 millioner kroner før skat forbedrede EfB Eliteresultatet med næsten 43 millioner kroner i forhold til året før, da klubben halvdelen af året befandt sig i 1. division. Egenkapitalen er løftet fra 2,3 til 31,5 millioner kroner, hvorved 80 procent af aktiekapitalen er retableret, og de langsigtede handlemuligheder er stærkt forbedrede.

Leif Thomsen bebudede, at Esbjerg fB vil forfølge enhver chance for at komme til at spille europæisk fodbold igen efter det eventyrlige år i Europa League.

Resultaterne underbygger, at EfB befinder sig i den absolutte top i dansk fodbold hvad angår talentudvikling. 15 af spillerne i superligatruppen er udviklet i egen ungdomsafdeling, og op til syv af dem har været i startopstillingen. I de kommende sæsoner bliver det dog ligesom i år nødvendigt at hente forstærkninger. Det vil foregå i en styret proces, hvor kvalitet vil blive vægtet før kvantitet, og hvor også unge talenter uden for nærområdet vil kunne finde vej til Esbjerg fB.