Esbjerg fb's træner: Vi skal toppe for at gå videre i Europa

EfB's cheftræner Niels Frederiksen advarer mod at tro, at det bliver en simpel opgave, når holdet torsdag aften spiller den afgørende kamp mod polske Ruch Chorzowde på Blue Water Arena.

- Vi har et fornuftigt udgangspunkt, og vi glæder os over at have hjemmebane. Men vi skal toppe vores niveau fra kampen i Polen. Ruch Chorzów er ikke et hold, man bare vader hen over og bare scorer imod, siger Niels Frederiksen til klubbens hjemmeside.

De to mandskaber har begge fået en skidt start på sæsonen. Esbjerg har kun hentet ét point i de tre første kampe, og Ruch Chorzów led i weekenden det tredje nederlag af lige så mange mulige i den hjemlige turnering, Ekstraklasa.

Så det et sejrshungrende polsk mandskab, der møder op på Blue Water Arena. Omvendt er forrige sæsons Europa-eventyr en stor motivationsfaktor for Esbjerg-mandskabet.

- Vi havde lærerige og gode oplevelser i Europa i fjor, kampene gav så meget til klubben, holdet og de enkelte spillere, og EfB's og spillernes internationale anseelse er steget. Det vil vi gerne opleve igen, siger Niels Frederiksen.

Jonas Knudsen, Martin Bergvold, Hans Henrik Andreasen, Emil Lyng og reservemålmand Jonas Jensen nye i truppen i forhold til sidste uges 0-0 kamp i Polen.

En sejr i aftenens kamp vil udløse en plads i play-off-runden med mulighed for adgang til det eftertragtede gruppespil i Europa League.

Kampen spilles kl. 18.00, og udebaneafsnittets 500 siddepladser er for længst udsolgt.