Esbjerg-fly med 13 ombord måtte lande i Billund med flammer i motor

Et mindre passagerfly sikkerheds-landede torsdag aften i Billund Lufthavn, efter at der var udbrudt brand i den ene af flyets motorer. Flyet var netop lettet fra Esbjerg Lufthavn.

Ingen personer kom noget til, da et mindre passagerfly måtte sikkerhedslande i Billund kort efter, at det torsdag aften var gået i luften fra Esbjerg Lufthavn. Det oplyser Sydøstjyllands Politi til TV SYD..

Det var et litauisk fly, som flyver for firmaet Danish Air Transport i Vamdrup, hvis ene motor satte ud, og da besætningen så, at der pludselig kom flammer ud af den anden motor, besluttede man at foretage en sikkerhedslanding.

Ifølge  direktør Jesper Rungholm, Danish Air Transportdirektøren var der ikke tale om en egentlig brand i motoren.

- Der kommer noget brændstof ind, som bliver antændt. Det kan være nogle ventiler, der ikke kører korrekt, siger Jesper Rungholm til TV SYD.

På flyet af typen ATR 42-500 var syv passagerer og seks besætningsmedlemmer, og flyet kommer fra et litauisk flyselskab, der for tiden flyver for Danish Air Transport på ruten Esbjerg-Billund-Stavanger

I Billund Lufthavn stod rednings- og brandfolk klar, da flyet lagde an til landing.

- Det hele forløb heldigvis helt stilfærdigt og uden dramatik. Passagererne og besætningen slap uskadt fra situationen, siger lufthavnschef Kjeld Zacho Jørgensen fredag morgen til TV SYD.

Flyet var kort  før sikkerhedslandingen i Billund lettet fra Esbjerg Lufthavn efter mellemlanding fra Stavanger. Havarikommissionen skal nu undersøge flyet nærmere.

 

 

 

-