Esbjerg-foreninger mister millioner

Esbjerg Billiard Club med 60 medlemmer går en usikker fremtid imøde. Klubben skal fra næste år betale 186.000 kroner for at bruge kommunale lokaler, og det vil betyde, at det årlige kontingent skal stige fra 1.000 til 4.000 kroner.

Kommunen lægger op til, at tilskud til foreninger skal nedsættes med 3,5 millioner kroner fra 1. januar 2014. Foreningerne får i år tilskud på knap 25 millioner kroner.

- Jeg frygter, at vi må lukke vores klub, siger formanden for Esbjerg Billiard Club, Jens Bay.

Foreninger, der hovedsagelig henvender sig til børn og unge under 25 år, vil stort set ikke mærke besparelserne.

Foreninger med voksne medlemmer vil derimod få smækket. Det gælder danseforeninger, møntsamlere, filatelister, radio-amatører, fotoklubber og billiardklubber.

- Jeg indrømmer, at de bliver hårdt ramt, men foreningerne må som alle andre områder bidrage til den slunkne kommunekasse, siger formanden for kulturudvalget, Knud Jager Andersen, der er løsgænger i byrådet.

Foreningerne får lokaletilskud, hvis de har egne lokaler. Hvis de bruger kommunale lokaler, skal de for fremtiden betale et større gebyr.

De nye regler skal vedtages i byrådet 18. februar.