Esbjerg fungerer bedst efter skideballe

Jess Thorup måtte tale dunder i pausen for at få gang i Esbjergs spillere i 1-1-kampen mod Silkeborg.

Esbjergs spillerne skal ifølge træner Jess Thorup føle, at de har "kniven for struben", før de begynder at spille som et hold, der kæmper for overlevelse i Superligaen.

Efter en elendig indsats i de første 45 minutter af lørdagens 1-1-kamp mod Silkeborg måtte Thorup derfor skælde sine spillere ud i pausen.

- Vi får ikke lagt pres på Silkeborg og kommer ud over stepperne, som vi skal.

- Vi spiller til gengæld en super anden halvleg og producerer chance efter chance og skal score til både 2-0 og 3-0, siger Jess Thorup til TV2 Sport.

Esbjerg-træneren føler ellers, at han havde sat sine spillere godt op til kampen. Men på banen var tempoet blot på 70-80 procent.

- Det er hårdt at sidde ude på bænken og tænke, at der går 45 minutter, før man kan snakke med dem, forklarer Thorup.

Søren Rieks bragte vestjyderne foran med 1-0 efter 57 minutter, og kort efter kunne Thomas Gaardsøe have øget til 2-0 på et fejlagtig dømt straffespark.

Men Gaardsøe brændte, og derfor kunne Silkeborgs Jesper Bech udligne til 1-1 i slutfasen.

Med uafgjort ligger Esbjerg fortsat under nedrykningsstregen med to point op til FC Nordsjælland og Randers FC.