TV der bevæger dig

Esbjerg garderer sig på målmands-posten

Med Martin Dúbravka har Esbjerg garderet sig, hvis Frederik Rønnows knæskade forhindrer ham i at spille ved superligaens start.

Esbjerg fB har indgået en aftale med målmanden, Martin Dúbravka, frem til sommeren 2017. Målmanden er købt fri af sin kontrakt med slovakiske MSZ Zilina gældende til 30. juni 2014.

Dermed har Esbjerg garderet sig, hvis Frederik Rønnows knæskade forhindrer ham i at spille ved superligaens start.

Martin Dúbravka debuterede som 20-årig for MSZ Zilina, og har siden repræsenteret klubben i både Europa League og Champions League, og han skal dermed bidrage med værdifuld rutine til en ellers ung vestjysk trup.

- Vi har set en masse kampe med ham, og der så han rigtig spændende ud. Han er god med fødderne og god på stregen, og så har han spillet på højeste plan, siden han var 20 år, og derfor har han masser af rutine at bidrage med, siger målmandstræner Lars Winde om sin nye lærling.

Martin Dúbravka har repræsenteret Slovakiet på både U19- og U21-landsholdet og har sidenhen også været udtaget til A-landsholdet.

- Vi var allerede i dialog om et skifte til sommer, men da det blev uafklaret omkring hvor længe Frederik Rønnow var skadet, så måtte vi forcere skiftet en smule. Samtidigt bekræfter det hans styrke, at mange andre storklubber har været ude efter ham, siger Niels Erik Søndergård fra det sportslige udvalg i EfB.

Martin Dúbravka træder til på træningslejren med resten af truppen, der på lørdag rejser til Belek i Tyrkiet.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden