TV der bevæger dig

ERHVERV

Esbjerg Havn ser vækstmuligheder i britisk EU-farvel

Til november står en ny terminal på 40.000 kvadratmeter klar på Esbjerg Havn, der forventer mere trafik mellem England og Danmark, hvis briterne træder ud af EU uden en handelsaftale.

Esbjerg Havn er klar til en hård brexit efter 31. oktober, og havnen håber at kunne erobre markedsandele fra havne i bl.a. Tyskland og Belgien. Foto: Lucas Mæng, TV SYD

Esbjerg Havn er klar til en hård brexit efter 31. oktober, og havnen håber at kunne erobre markedsandele fra havne i bl.a. Tyskland og Belgien, når hvert lastbillæs til og fra Storbritannien skal toldbehandles.

Det er nemlig billigere at sende gods fra Esbjerg til England med skib end at køre sydom. 

Vores forventning er, at markedet går fra landevejstrafik til skibstransport, så vi skal nok få brug for pladsen i den nye terminal, siger Dennis Jul Pedersen, adm. direktør, Esbjerg Havn. Foto: Lucas Mæng, TV SYD

Esbjerg Havn har derfor udvidet og investeret i en spritny terminal på 40.000 kvadratmeter, der giver plads til at øge trafikken med 50 procent.

Læs også Brexit: Havnedirektør bekymret på kundernes vegne

- Vi vil gerne kunne tage en godsrute mere til Storbritannien, hvor vi har tre nu. Vores forventning er, at markedet går fra landevejstrafik til skibstransport, så vi skal nok få brug for pladsen i den nye terminal, siger Dennis Jul Pedersen, adm. direktør, Esbjerg Havn.

Terminalen står helt klar til november, hvor havnen forventer mere trafik mellem England og Danmark, hvis briterne træder ud af EU uden en handelsaftale. Det kræver tid til toldarbejde og meget mere plads til flere lastbiler. 

Toldstyrelsen har allerede ansat tre medarbejdere for at kunne klare det ekstra toldarbejde på havnen og har fået bygget en ny toldbygning.

Læs også Esbjerg Havn: Vi er i fin form