Esbjerg Havn skal have ny direktør

Direktør Ole Ingrisch, 63 år, forlader Esbjerg Havn med udgangen af februar 2019.

Ole Ingrisch har onsdag meddelt, at han stopper som direktør for Esbjerg Havn med udgangen februar.

Esbjerg Havns bestyrelse går derfor nu i gang med rekrutteringen af en ny direktør, som forventes at tiltræde den 1. marts 2019.

Ole Ingrisch blev direktør for Esbjerg Havn i 2003 og har siden da stået i spidsen for en markant udvikling af havnen. I den periode er Esbjerg Havn vokset med mere end en million kvadratmeter efter etableringen af Østhavnen. Samtidig er både top- og bundlinje øget markant.

- Esbjerg Havn er i dag både Europas førende havvindhavn, et innovativt knudepunkt for den danske olie- og gasindustri og nr. 1 i Danmark inden for RoRo. Havnen er veldrevet, moderne og finansielt robust. Og der er under Oles ledelse blevet trukket en lang række virksomheder til Esbjerg, hvilket har bidraget til at fremtidssikre et højt aktivitetsniveau på havnen i mange år fremover, siger havnens formand Flemming N. Enevoldsen i en pressemeddelelse om havnedirektørens farvel.